Dansk Fjernvarme

Miljøminister: Intet biobrændstof af fødevarer

6. juni 2007 | 2007

Miljøminister: Intet biobrændstof af fødevarer

Miljøminister Connie Hedegaard er bekymret for, at presset for CO2-reduktioner i transportsektoren vil resultere i, at en storstilet produktion af biobrændstof vil gå ud over den internationale fødevareproduktion og resultere i højere priser på mad. Det skriver dagbladet Information i dag.

 

På den baggrund vil ministeren have en certificeringsordning i EU-regi, der kun tillader fremstilling og import af bioethanol og biodiesel, hvis det er dokumenteret bæredygtigt.

 

- Jeg er utrolig bange for, at meget ambitiøse og hurtige mål for anvendelse af biobrændstof i bilerne fører til en omfattende første generations produktion, og det mener jeg simpelt hen er en gal ting, globalt set, siger Connie Hedegaard til Information.

 

Første generations teknologien producerer biobrændstof på basis af fødevareafgrøder som majs, hvede, soja, sukkerrør og palmeolie. Den såkaldte anden generations teknologi kan bruge vegetabilsk affald som halm og træ eller særlige energiafgrøder, men teknologien har endnu ikke haft sit markedsmæssige gennembrud.