Allerede på mandag vil LOGSTOR være oppe i fulde omdrejninger igen efter
den omfattende brand, der hærgede hovedkvarteret i Løgstør onsdag aften og
natten til torsdag. Det oplyser selskabets direktør for salg og marketing
af fjernvarme, Lars Ibsen.
- Branden opstod i en lagerhal, der primært rummede produkter til andre
forretningsområder end fjernvarme samt nogle forskellige komponenter fra
vores underleverandører. Vores produktion blev ikke ramt overhovedet,
understreger Lars Ibsen.
Den lagerhal, hvor branden opstod, ligger imidlertid op til LOGSTORS
administrationsbygning, som nedbrændte delvist. Det har givet visse
vanskeligheder med IT og telefonforbindelser.
- Vores IT-afdeling er faktisk smeltet ned og derfor har vi ikke kunnet
levere ud til vores kunder i går og det kan vi heller ikke i dag. Det
skyldes, at vi for eksempel ikke har kunnet printe følgesedler og i
almindelighed ordne alt papirarbejdet. Vi har et sekundært serverrum, som
er en del af vores beredskab. Derfor er ingen data gået tabt og vi har
arbejdet på at indrette os efter den nye situation, så vi kan trække på
vores tilbageværende serverrum. Vi har trukket en masse kabler og flyttet
cirka 100 folks arbejdspladser på meget kort tid, fortæller Lars Ibsen.
Lars Ibsen oplyser, at LOGSTOR forventer således, at situationen
hovedsageligt vil berøre de kunder, der skulle have haft varer torsdag og i
dag fredag. Det vil der blive samlet op på samtidig med, at den almindelige
drift kører igen fra på mandag..
Det anslås, at cirka 6.000-7.000 m2 er brændt ned, LOGSTORS område i
Løgstør er cirka 50.000 m2. Årsagen til branden er endnu ukendt. Lars Ibsen
forventer, at diverse undersøgelser vil blive sat i værk i næste uge for at
få klarlagt årsagen.
LOGSTOR vil løbende informere om situationen på www.logstor.com