Forureningen fra de danske kraftværker medfører sundhedsskader for syv
milliarder kroner om året. Det viser en ny analyse fra Danmarks
Miljøundersøgelser (DMU) ifølge Berlingske Tidende.
Analysen bygger angiveligt på ny viden om, hvordan luftforureningen fra
kraftværkerne spredes i omgivelserne og denne ny viden medfører fører til,
at de afledte omkostninger til eksempelvis det offentlige sundhedssystem,
borgernes medicinforbrug, behandling af luftvejspatienter og sygedage i
erhvervslivet er højere end hidtil antaget.
Undersøgelsen er ifølge Berlingske Tidende udført ved, at forskerne via
computermodeller har set nærmere på, hvordan tre danske kraftværker
forurener omgivelserne med eksempelvis partikler, kvælstofilte og
svovldioxid.
Ifølge forskningsprofessor Mikael Skou-Andersen far DTU kan analysen være
et redskab for politikerne, hvis de ønsker at priserne på strøm skal
afspejle alle de direkte og indirekte omkostninger, der er ved at
fremstille den. Han nævner også som eksempel, at analysen kan bruges som
grundlag for at fastsætte en afgift på kvælstofilte, hvilket for nylig er
blevet foreslået af et tværministerielt embedsmandsudvalg, ledet af
Skatteministeriet.
Vicedirektør i Dansk Energi, Lars Aagaard, påpeger, at værkerne allerede er
i gang med at påtage sig miljø- og sundhedsomkostninger. Således har alle
centrale værker inden 2008 investeret i udstyr, der kan rense røgen for
netop kvælstofilte.
- Det har været dyrt, men omvendt er der grund til at glæde sig over, at
sektoren tager ansvaret på sig og meget aktivt bidrager til at løse et
alvorligt miljøproblem, siger Lars Aagaard til Berlingske Tidende.
Danmarks Vindmølleforenings formand, Asbjørn Bjerre, kalder det
konkurrenceforvridende, at kraftværkerne hidtil er sluppet for at betale
alle omkostninger ved at producere strøm. Han opfordrer politikerne til at
tage de nye tal med ved forhandlingerne om fremtidens energipolitik.