Regeringspartierne Venstre og Konservative er ved at lægge sidste hånd på
oplægget til Energiplan 2025, der har som en væsentlig målsætning, at 20
procent af Danmarks energiforbrug skal komme fra vedvarende energi i 2009.
Det er samme år som Danmark er vært for den globale klimakonference i
december.
Dermed vil Danmark bruge klimakonferencen til at markedsføre sig som
verdens førende nation indenfor vedvarende energi, når repræsentanter fra
FN-landene møder op til det internationale topmøde om jordens
klimaforandringer. Det skriver Erhvervsbladet i dag.
Et andet formål med de ambitiøse mål for anvendelse af vedvarende energi er
at indfri EU's bindende målsætninger 11 år før EU’s officielle
deadline. EU har nemlig vedtaget, at medlemslandene set over ét samlet skal
have 20 procent af sit energiforbrug dækket af vedvarende energi i 2020.
- Vores anvendelse af vedvarende energi ligger i dag omkring 16-17 procent.
Derfor er det ikke noget uoverkommeligt mål at nå op på 20 procent i 2009,
siger Venstres energipolitiske ordfører, Lars Chr. Lilleholt, til
Erhvervsbladet.