Dansk Fjernvarme

Jakob Axel Nielsen (K) ny energiminister

12. september 2007 | 2007

Jakob Axel Nielsen (K) ny energiminister

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har netop bekræftet, at han i dag gennemfører en ministerrokade. I en officiel meddelelse på Statsministeriets hjemmeside oplyses, at Jakob Axel Nielsen (K) bliver ny transport- og energiminister, hvilket betyder, at den nuværende transport- og energiminister, Flemming Hansen (K), udtræder af regeringen.

 

Rokaden medfører desuden, at socialminister og minister for ligestilling, Eva Kjer Hansen (V), udnævnes som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Hun afløser Hans Christian Schmidt (V). Forhenværende minister Karen Jespersen (V) bliver ny socialminister og minister for ligestilling.

 

De afgående ministre modtages i afskedsaudiens af Hendes Majestæt Dronningen på Amalienborg i dag kl. 11.15. Statsministeren præsenterer de nye ministre for dronningen kl. 11.45.

 

Den nye transport- og energiminister, Jakob Axel Nielsen, er født 12. april 1967 i Terndrup i Nordjylland. Han er uddannet jurist og har været medlem af Folketinget siden sidste valg den 8. februar i 2005, hvor han blev valgt ind fra kredsen Aalborg Vest. Han har været sit partis ordfører inden for blandt andet skatte- og afgiftspolitik, boligpolitik og kulturpolitik.