Dansk Fjernvarme

Intelligente el-målere kan blive del af ny energiaftale

9. oktober 2007 | 2007

Intelligente el-målere kan blive del af ny energiaftale

Intelligent styring af danskernes strømforbrug kan meget vel blive en vigtig del i et kommende dansk energiforlig. Det skriver Jyllands-Posten.

 

Samme avis omtalte i går et nyt computerprogram, som døgnet rundt overvåger elforbruget i alle husets stikkontakter, og som derudfra kan styre en boligs strømforbrug så det udnytter el-priserne bedst muligt.

 

Priserne på strøm svinger med op imod 50 procent i løbet af et døgn, især på baggrund af den svingende produktion fra de mange danske vindmøller. Vindmøller er således allerede nu en central del af det danske energisystem og alt tyder på, at der er flere møller på vej. Det kræver, at det samlede energisystem rent faktisk kan udnytte strømmen i de perioder, hvor vinden blæser – på den måde kan Danmark selv få gavn af strømmen i stedet for at sælge den til udlandet til dumpingpriser.

 

Her kan et bredt flertal af de danske energipolitikere, ifølge Jyllands-Posten, se en fidus i de intelligente elmålere. Venstre er endda parat til at omlægge energiafgifterne på el, så de i højere grad følger prisen på strøm. Dermed vil der være mange penge at spare for danskerne ved at anvende strømmen når der er mest af den og når den således er billigst.

 

- Skal det her blive en succes, er vi nødt til at kigge på afgiftsstrukturen. Jeg kan godt forestille mig et system, hvor vi omfordeler elafgiften, så den bliver mere miljø- og energirigtig, siger Venstres energipolitiske ordfører, Lars Chr. Lilleholt, til Jyllands-Posten.

 

Politikerne skal dog blandt andet have drøftet, hvordan udgiften til opsætningen om implementeringen af de nye målere skal fordeles mellem stat, energiselskaber og forbrugere.