Dansk Fjernvarme

HNG går i landsretten for at stoppe flisfyret fjernvarme

31. maj 2007 | 2007

HNG går i landsretten for at stoppe flisfyret fjernvarme

Hovedstadens Naturgasselskab (HNG) har tydeligvis ikke tænkt sig at følge i DONG Energy’s fodspor og trække sager mod miljøvenlige fjernvarmeprojekter tilbage. Tværtimod er HNG så utilfreds med, at Energiklagenævnet trods to tidligere indsigelser har tilladt Helsingør Kommune at opføre en varmecentral med flis, at de to parter skal mødes i landsretten. Det skriver Ingeniørens netavis.

 

Beslutningen om at føre en retssag blev ifølge Helsingør Dagblad truffet på et bestyrelsesmøde i HNG for nylig. Gasselskabets begrundelse for at føre sagen er, at de tilbageværende gasforbrugere får øgede gaspriser, hvis det flisfyrede varmeværk bliver en realitet.
- Naturgasforbrugerne får en økonomisk belastning, mens andre får billigere energi, siger direktør for HNG, Niels Erik Andersen, til den regionale avis.

 

Den argumentation køber Helsingør Fjernvarmeforsyning imidlertid ikke:
- Energiklagenævnet har jo vurderet, ligefrem i to omgange, at den flisfyrede varmecentral samfundsøkonomisk er det mest rentable projekt. Blandt andet HNG og Energi E2 og Vattenfall har brugt fem år på at overbevise nævnet om, at det er forkert. Og nævnet har underkendt deres synspunkter. At HNG så alligevel vælger at bibeholde det synspunkt og går i Landsretten med det, er jo deres valg. Vi lever i et frit land. Men det er da imod trenden, også den politiske, siger driftsleder Steffen Agger til Helsingør Dagblad.