Når der fra næste år skal betales for udledningen af CO2, bliver det
billigere at producere strøm på vindmøller end ved at anvende kraftvarme
baseret på naturgas eller kul. Det viser en analyse, som en international,
uafhængig analysevirksomhed har udarbejdet for vindmølleproducenten Vestas.
Det skriver Børsen i dag.
Emerging Energy Recearch har analyseret en række forskellige scenarier for
udviklingen i oliepriser og med en fast pris for CO2-kvoter. Analysen
viser, at når der med Kyoto-protokollens ikrafttræden fra 2008 skal betales
for udledningen af CO2, så stiger prisen for elektricitet produceret på
fossile brændsler som kul og gas. Det betyder, at vindmøllestrøm
prismæssigt kan konkurrere med el, som er produceret ved hjælp af el eller
naturgas.
Professor Henrik Lund fra Aalborg Universitet godtager analysen, men
pointerer overfor Børsen, at vindkraft har sine begrænsninger.
- Summa summarum ser analysen meget ædruelig ud for et system, hvor
man kun producerer el. Men de mangler hele samspillet med markedet. I
Norden har vi for eksempel et marked, hvor det betyder noget, om man kan
levere kilowatttimen på et givent tidspunkt. Og det kan vindmøllerne ikke,
men det kan kraftværkerne, siger Henrik Lund til Børsen.
Offentliggørelsen af analysen falder sammen med, at EU-Kommissionen i denne
uge kommer med et udspil til en fælleseuropæisk energipolitik. Og den
danske regering arbejder på et udspil til en dansk energistrategi frem mod
2025.