Grækenland og fjernvarme er ikke umiddelbart noget, man forbinder med
hinanden. Men i den nordlige del af landet er der behov for opvarmning tre
måneder om året, og i Serres, der ligger 100 km. øst for Thessaloniki er et
naturgasfyret kraftvarmeværk under etablering.
Det forventes at omkring 1.000 større forbrugere bliver tilsluttet
fjernvarmenettet, der består af 50 km distributionsledning og 25
km stikledninger. Kraftvarmeproduktionen sker på fire naturgasmotorer
og spidslastvarmen produceres på fem gaskedler.
Det græske kraftvarmeværk opføres af firmaet Thermis Serres S.A., der
allerede har ansat en driftsleder. Han har været med under hele byggeriet
og kender systemet ud og ind. Virksomheden vil dog gerne gøre brug af dansk
ekspertise på området og ønsker at ansætte en dansk ingeniør, der har lyst
til at bosætte sig i Serres i et år og deltage i opstarten af værket.
Interesserede kan kontakte project manager Ole Johansen, Thermie Serres S.A.,
tel. +30 23210 500 22, mob. +30 697 764 1563.