Varmeregningen for en gennemsnitsbolig er højere i København end i landets
fem næststørste byer og det skyldes især, at hovedstaden stadig er belastet
af et gammelt dampsystem. Det konstaterede Berlingske Tidende i sin
søndagsudgave.
Det er de såkaldte 6-byers nøgletalsrapport, der viser forskellen på
varmeomkostningerne i landets største byer. Rapporten viser, at København
er omkring dobbelt så dyr som den billigste by, Aalborg.
Berlingske Tidende har spurgt Dansk Fjernvarmes direktør, Jørgen G.
Jørgensen, hvorfor tingene hænger sådan sammen. Han peger først og fremmest
på, at aalborgenserne nyder godt af, at cementfabrikken Aalborg Portland
levere billig overskudsvarme til byen.
- Virkeligheden er, at varmen er ekstremt billig i Aalborg og ikke særlig
dyr i København, konstaterer Jørgen G. Jørgensen, der også gør opmærksom
på, at varmepriserne helt generelt er lavere i storbyer end på landet,
blandt andet på grund af varmetætheden
Generelt er det også sådan, at byerne har de ældste forsyningsnet som
derfor også i almindelig er betalt mest ned. Det er også med til at give
storbyerne en økonomisk fordel. Sådan er situationen imidlertid ikke helt i
København, som har landets ældste forsyningsnet. En tredjedel af
fjernvarmen leveres nemlig fortsat som damp, selvom forsyningsnettet
opdateres løbende. Det fortæller Københavns Energis pressekoordinator,
Astrid Skotte.
- Drifts- og vedligeholdelsesudgifterne er store i København på grund af
det gamle dampsystem. Først i 1950'erne begyndte vi at få damp i
rørene, som de andre byer, og det tager tid at udskifte nettet, forklarer
hun.
Astrid Skotte påpeger desuden, at fjernvarmen generelt - også i
København - er væsentlig billigere for forbrugeren end et individuelt
oliefyr.