Dansk Fjernvarme

Forskere: Biobrændstof til biler er en gigantisk misforståelse

19. februar 2007 | 2007

Forskere: Biobrændstof til biler er en gigantisk misforståelse

Takket være en målrettet indsats siden 1990'erne er Danmark i dag førende med hensyn til at udnytte biomasse i kraftvarmeværkesektoren. Derfor er det en "gigantisk misforståelse", både økonomisk og miljømæssigt, at regeringen er vendt på en tallerken og nu vil tilslutte sig EU's mål om at 10 procent af al brændstof til transportsektoren skal være biobrændstof.

 

- Det er spild af skatteydernes penge og det kan aldrig blive andet end spild af skatteydernes penge, konkluderer lektor Henrik Wenzel, der forsker og underviser i miljøregnskaber på DTU.

 

Det er Information, der i dag tager fat i emnet på forsiden af avisen og Henrik Wenzel, der støttes i sine konklusioner af Hans Henrik Lindboe fra firmaet EA Energianalyse. Begge peger på, at der går store mængder energi til spilde i fremstilling af biobrændstof, hvorimod virkningsgraden på kraftvarmeværkerne er godt over 90 procent.

 

- Hvis det er begrænsning af den globale opvarmning, der er udfordringen, er det under alle omstændigheder langt mere effektivt at bruge biomasse på at erstatte kul i kraftværkerne - det giver en større CO2-effekt end erstatning af olieproduktet benzin, siger Hans Henrik Lindboe.

 

I debatten henvises ofte til, at andengenerations biobrændstoffer bliver end bedre løsning, men ifølge Henrik Wenzel er det en klar myte. "Anden generation er en lille smule værre end første", siger han og argumenterer med, at det kræver højere temperaturer og mere energi. Dog erkender han, at der er en pointe i anden generations brændsler i forhold til den etiske debat om at anvende fødevarer som brændsel.

 

Henrik Wenzel advarer mod, at man lader sig rive med af den aktuelle debat og glemmer at tænke sig om.

 

- Dagsordenen er taget ud af hænderne på videnskabsfolk og lagt i hænderne på producenterne af bioethanol. Politikerne synes, at alt, der begynder med "bio" lyder godt. Måske er der nogle videnskabsfolk, der arbejder med gæring, som synes det lyder det er en god idé. Alle andre er enig om, at det er den største misforståelse, siger han til Information.

 

Transportområdet skal forbedres
Information har også talt med en række af de energipolitiske ordførere, som Henrik Wenzel kritiserer. De erkender over en bred kam, at udnyttelse i kraftværker er mere effektiv end i biler. Men de står fast på regeringens nye kurs om at udnytte biobrændstof på transportområdet.

 

- I dag halter transportsektoren gevaldigt bagefter, derfor må vi gøre en indsats. Der er plads til både at satse på kraftværkerne og transportsektoren, siger Per Ørum Jørgensen (K).

 

- Det afgørende er, at al biomassen udnyttes, og det sker ikke i dag. Hvis udviklingen af el-bilen overhaler tanken om at bruge bioethanol, bør vi droppe EU-målstætningen, som den er beskrevet i dag. Men vi må spille på alle heste, indtil vi kender mulighederne i 2020, mener Martin Lidegaard (R).

 

- I den bedste af alle verdener brugte vi al biomasse i varmeanlæg og satte skrappe normer for bilers brændstofforbrug, siger Anne Grete Holmsgaard (SF), der noterer sig, at der er muligheder for at variere brændsler, når det gælder energiproduktion, end på transportområdet. Som verden ser ud i dag mener hun, at det er nødvendigt at satse på anden generations biobrædstoffer.