Danmarks nye transport- og energiminister, Jakob Axel Nielsen (K) står over
for store udfordringer i sit nye job. Men han er sat ind for at skaffe
resultater. Det fastslår statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i
Politiken.
- Der er tale om en målrettet ministerrokade, der sigter på at sætte to nye
ministre ind på de to punkter, hvor der dette efterår bliver tale om meget
vigtige forhandlinger - nemlig en kvalitetsreform og en ambitiøs
energiplan, siger Anders Fogh Rasmussen.
Allerede på mandag skal den nye energiminister med forhandlingerne om
Danmarks fremtidige energipolitik. Forhandlingerne er i flere omgange
blevet udskudt og blandt andet på den baggrund vurderer flere medier, at
der venter Jakob Axel Nielsen en vanskelig opgave - også fordi han ikke
hidtil i sin politiske karriere har beskæftiget sig med energi og
transport. Til gengæld har han på kun et par år kæmpet sig langt frem i
hierarkiet hos Det Konservative Folkeparti og han betegnes flere steder som
et politisk talent.