En af målsætningerne i EU’s nye energipolitik er, at andelen af vedvarende
energi i EU skal øges til 20 procent inden år 2020. Hvordan den målsætning
skal føres ud i endnu uvist – menes der 20 procent i hvert enkelt land,
eller 20 procent som et gennemsnit?
EU arbejder i øjeblikket med en model, som skal danne basis for de kommende
forhandlinger om hvordan udmøntningen kan ske i praksis. Ifølge dagbladet
Børsens oplysninger vil den model, der er på arbejdsbordet, indebære en
form for rabat til de fattigste EU-lande men til gengæld koste dyrt for
lande som Danmark og Sverige.
Ifølge avisen vil modellen nemlig tage udgangspunkt i, at EU’s aktuelle
andel af vedvarende energi er otte procent. Derfor skal alle lande øge med
12 procentpoints for at nå målet på 20 procent. Denne model indebær altså,
at alle lande skal øge deres andel af vedvarende energi med 12
procentpoints, uanset deres udgangspunkt.
I Danmark dækker vedvarende energi aktuelt cirka 16 procent og den andel
skal altså øges til 28 procent, hvis den omtalte model vælges. Dertil
kommer en eller anden form for tillægskrav, som Danmark får fordi landet
har et af de højeste bruttonationalprodukter i EU. I praksis kan det ifølge
Børsen betyde et krav på over 30 procents VE i 2020 og EU vil derfor med
sit krav til Danmark overhale regeringens vision om 30 procent VE i år
2030.
Ordningen vil angiveligt også omfatte nogle fleksible mekanismer, som skal
sikre, at udbygningen af vedvarende energi bliver så effektiv og billig som
muligt. Til gengæld vil EU ifølge Børsens oplysninger ikke blande sig i de
enkelte medlemslandes støtteordninger og afregningspriser.