FN’s Klimapanel har godkendt en dansk udviklet metode til at måle
CO2-reduktioner som er skabt ved at udnytte af overskudsvarme fra
elproduktion i udviklingslandene. Det skriver Børsen.
Godkendelse af målemetoden betyder at kraftvarmefordelen nu kan opgøres og
indregnes når industrilandene arbejder med at nå deres CO2-mål. Med
FN-systemets blåstempling af kraftvarme som et redskab til at skabe
CO2-besparelser i udviklingslandene kan industrilandene nu som noget nyt
indregne CO2-reduktioner som de har skabt i udviklingslande ved at udnytte
fordelen i kraftvarme.
Foreløbigt gælder målemetoden dog kun hvis der er tale om at udnytte
overskudsvarmen på eksisterende anlæg og ikke ved opførelsen af nye
kraftvarmeværker. Ifølge direktør, Jes B. Christensen, fra den danske
fjernvarmebranches eksportorganisation, DBDH, skyldes det rent måletekniske
problemer, som bør kunne løses snarest. Han ser med glæde på FN’s
anerkendelse af kraftvarmen.
- Danmark er klart førende, når det angår teknologi til effektiv udnyttelse
og levering af fjernvarme i forbindelse med elproduktionen. Med FN’s
blåstempling vil der komme endnu mere fart på eksport af danske
kraftvarmeløsninger til Kina og andre vækstøkonomier, siger han til Børsen.
Også hos Energi Industrien under Dansk Industri er der tilfredshed med FN’s
beslutning, selvom direktør Anders Stouge stadig synes der er langt igen
før metoden fungerer i praksis.
- Det er positivt, at FN-systemet endelig har fået øjnene op for
fjernvarmen, men der er stadig lang vej før vi kan se frem til en metode
som fungerer, siger han til Børsen.