En analyse fra Energinet.dk viser, at selvom samtlige politiske partier vil
satse massivt på vedvarende energi, ser det ud til, at kulkraftværkerne
fortsætter på fuld damp mange år ud i fremtiden og dermed fortsætter
udledningen af CO2. Det skriver Berlingske Tidende i dag.
Oppositionen vil have regeringen til at gribe ind og Det Radikale Venstre
præsenterer i dag deres bud på en klimaplan, der i målsætninger og omfang
overgår både regeringen og Socialdemokraternes udspil – blandt andet med en
ambition om at halvere udslippet af CO2 inden 2020.
- Vi skønner, at det er en god forretning for Danmark at gå forrest – også
med energibesparelser, siger den radikale energiordfører, Martin Lidegaard,
der er dybt bekymret over, at den danske produktion af energi fra fossile
brændsler tilsyneladende vil fortsætte på samme niveau de kommende 18 år.
Den uændrede brug af fossile brændsler dækker over, at de danske
kraftværker vil eksportere mere energi på bekostning af mindre effektive
enheder i udlandet og energiminister Jakob Axel Nielsen mener ikke, at det
i sig selv er et faresignal, at de danske kraftværker fortsætter
produktionen, så længe det giver mening i et internationalt perspektiv.
- Det er ikke et problem, hvis det betyder, at man erstatter dårligere og
mindre effektiv kraftvarme i andre lande. CO2-emmissioner har det jo med at
komme op i luften og flyve på tværs af grænser, så alt andet lige er det
også en fordel for os, siger den konservative energiminister til Berlingske
Tidende.