Dansk Fjernvarme

Energiforhandlinger trækker ud

22. februar 2007 | 2007

Energiforhandlinger trækker ud

De politiske forhandlinger om en langsigtet dansk energipolitik frem mod 2025 trækker ud, og kommer først for alvor i gang kort tid før Folketingets sommerferie.

 

Energiministeriet bekræfter, at mange af de beregninger, der skal danne grundlag for de økonomisk tunge forhandlinger om afgifter og tilskud til vedvarende energi over elprisen, først er klar tæt på sommerferien i begyndelsen af juni, skriver Børsen i dag.

 

Beregningerne fra de tværministerielle grupper, der ser på henholdsvis vedvarende energi, brændselsvalg og afgifter vil først være klar i maj. Det betyder, at forhandlingerne bliver hårdt presset, fordi beslutningerne fra energistrategien kun kan nå at komme med i næste års finanslov, hvis strategien er forhandlet på plads inden sommerferien.

 

Før forhandlingerne kommer i gang, har oppositionspartierne bedt om at få en status over, hvor mange vindmøller og biogasanlæg, der er bygget som følge af den seneste energipolitiske aftale fra 2004. Men trafik- og energiminister Flemming Hansen er endnu ikke kommet med en statusopgørelse, skriver Børsen.