Dansk Fjernvarme

Dansk succes for fjernvarme

24. oktober 2007 | 2007

Dansk succes for fjernvarme

Som optakt til Dansk Fjernvarmes landsmøde i Aalborg torsdag den 25. og fredag den 26.oktober bringer Børsen i dag nedenstående kommentar af Dansk Fjernvarmes direktør, Jørgen G. Jørgensen.

 

Dansk succes for fjernvarme


De kommende dage samles 1600 personer til Dansk Fjernvarmes Landsmøde i Aalborg. Det store fremmøde vidner om succes som fjernvarmeland. I udlandet betragtes Danmark da også som fjernvarmens hjemland på grund af den høje samfundsmæssige effektivitet i velfungerende fjernvarmesystemer.


Det skyldes ikke mindst fjernvarmesektorens nyttiggørelse af store energimængder, der ellers ville være spildprodukter ved affaldsforbrænding samt el-, industri- og landbrugsproduktion.

At 61 procent af Danmarks husstande opvarmes med fjernvarme, betyder f.eks., at der kun udledes halvt så meget CO2, som hvis de samme husstande havde individuel olieopvarmning. Det mest betydningsfulde er, at omkring 75 procent af fjernvarmen i Danmark produceres som kraftvarme. I resten af Europa sker en stor del af elproduktionen som ren elproduktion, hvad ikke er energieffektivt.

 

Det smarte ved fjernvarme i byområder af en vis størrelse, er:

 

- Bedre brændselsudnyttelse ved kraftvarme
- Mulighed for udnyttelse af overskudsvarme fra industriproduktion og affaldsforbrænding
- Mulighed for at skifte brændsler og energikilder, når nye teknologier eller ændrede forsynings- og prisforhold gør sig gældende
- Stordriftsfordele ved professionelt drevne anlæg med høj effektivitet i stedet for ineffektive individuelle anlæg
- Mulighed for at udnytte "vanskelige brændsler"
- Mindre forurening som følge af røgrensning og andre miljøforanstaltninger, som ikke foretages ved individuelle anlæg
- Det er nemt og billigt for den enkelte forbruger

På det europæiske niveau fylder fjernvarme ikke meget. Markedsandelen totalt set for fjernvarme på europæisk plan ligger på omkring 8-9 procent, spændende fra høje andele i lande som Danmark, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Bulgarien, Rumænien og Island til praktisk taget ingenting i lande som Grækenland, Irland, England, Spanien og Belgien. Hertil kommer nogle lande, hvor fjernvarme ikke fylder meget i det samlede billede, men hvor der dog er enkelte større byområder med ret store fjernvarmesystemer, bl.a. i Tyskland, Frankrig, Norge og Italien.

 

Et nyligt EU-finansieret studie har påvist, at hvis man forøgede fjernvarme i varmeforsyningen på EU plan til det dobbelte af det aktuelle niveau, ville man opnå gigantiske fordele på baggrund af relativt beskedne investeringer:

 

- Højere forsyningssikkerhed i form af reduktion af import af energi svarende til det samlede energiforbrug i Polen (4,5 EJ/år)
- Højere energieffektivitet i form af mindre energiforbrug svarende til det samlede energiforbrug i Sverige (2,1 EJ/år)
- Mindre CO2 udslip i form af en reduktion på 400 mio. tons, svarende til ca. 9 procent af det nuværende samlede udslip i EU.

 

Fjernvarme er heldigvis på vej op ad den politiske dagsorden i Bruxelles og omegn, og der kommer muligvis et fjernvarmedirektiv i løbet af de kommende år. I den forbindelse er det afgørende, at energi- og miljøpolitikere forstår, hvad fjernvarme betyder, bl.a. at fjernvarmens succes i Danmark også indeholder et stort erhvervsmæssigt potentiale for en række store danske virksomheder, der allerede i dag i stor udstrækning eksporterer udstyr, systemer og viden på det globale marked for energieffektive løsninger.