Dansk Fjernvarme

Dansk forspring inden for bølgekraft kan være tabt

17. oktober 2007 | 2007

Dansk forspring inden for bølgekraft kan være tabt

Danmarks første fuldskala bølgekraftanlæg kommer formentligt til at lægge ved Wales.

 

Efter VK-regeringen kom til i 2001 blev al støtte til sådanne anlæg standset og firmaet Wavedragon har i stedet fået 55 millioner kroner fra de walisiske myndigheder. Det danske selskab ville ellers helst have opført anlægget ved hjemlig grund, men nu opføres anlægget altså i Wales. Det skriver Politiken i dag på forsiden.

 

Ifølge avisen betød regeringens stop for støtte, at kun to selskaber inden for bølgekraftteknologi overlevede, deriblandt Wavedragon, mens 30-40 projekter måtte standses. I stedet opføres første generation af fuldskala bølgekraftanlæg nu i øjeblikket i lande som Skotland, England og Portugal.

 

Danfoss-direktør, Jørgen Mads Clausen, har skudt en del af sin private formue i det andet danske bølgekraftselskab, Wavestart, og han frygter, at regeringens tøven på området har kostet.

 

- Der har været en hel del tabte år, og ikke bare på bølgekraft. Vi har ikke opført nogen væsentlige vindmølleparker. Solenergi er forsvundet fra dagsordenen og er ikke kommet igen. Den, der er først og størst, er den, der høster alle fordelene. Men det koster rigtig mange penge. Det er der ingen opstartsvirksomheder, der har råd til, og derfor er offentlige støtte i opstarten vigtig, siger han til Politiken.

 

Det var under økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), at støtten til eksempelvis bølgekraft blev sat i bero i 2001. Da ministeren i august i år besøgte Wavestars projekt lød der imidlertid andre toner.

 

- Det her kan blive starten på et nyt vindmølleeventyr for Danmark, sagde han.