Dansk Fjernvarme

Dansk energieksport til Østeuropa ser ud til at sakke bagud

5. februar 2007 | 2007

Dansk energieksport til Østeuropa ser ud til at sakke bagud

Eksport af energiteknologi har længe været udråbt til en gylden dansk mulighed i de kommende år, men i øjeblikket ser det ud til, at Danmark sakker lidt bagud, når det specifikt gælder eksporten til de østeuropæiske lande, hvor potentialet ellers vurderes til at være stort. Men kigger man dybere ned i tallene ser det måske alligevel ikke så skidt ud, skriver Børsen.

 

Det er tal fra Energi Industrien, der ligger til grund for avisens konklusion. De viser, at de 15 andre gamle EU-lande over det sidste årti har øget eksporten til de 10 nye østeuropæiske lande fra indeks 100 til indeks 275, mens eksporten fra Danmark i samme periode er steget fra indeks 100 til indeks 195.

 

Ifølge Energi Industriens direktør, Anders Stouge, er der dog flere væsentlige forklaringer på, at tallene på overfladen ikke ser specielt gode ud.

 

- Forklaringen på, at Danmark ligger så lavt, er, at der ikke er en stor eksport af vindmøller til de nye EU-lande, siger Anders Stouge.

 

To andre væsentlige forklaringer knytter sig til fjernvarmeområdet. Den ene er, at en del førende danske virksomheder på området har udlagt produktion til østlandene og at indtægterne fra disse datterselskaber ikke er med i statistikken. Der skal der rodes bod på. Den anden er, at de nye EU-lande fra Østeuropa ifølge Energi Industrien endnu ikke er kommet helt i gear når det gælder fjernvarme, blandt andet fordi det kræver en omlægning af landenes tarifsystem at skifte til målere og termostater.

 

Endelig er der den svaghed ved de tal, som Energi Industrien har at arbejde med, at de ikke er brudt ned på delområder, så man kan se, præcis hvad de indeholder. Derfor arbejder Energi Industrien i øjeblikket på, at identificere, hvad de andre EU-lande indregner i de tal, de sender ind, så det bliver klart, om talgrundlaget er et fair sammenligningsgrundlag til at skabe statistisk på.