Engang var Danmark det land i verden, der udbyggede sin vindkraftkapacitet
mest. I dag er vi dumpet ned på en af de sidste pladser på en aktuel
international liste, overhalet af lande som Marokko, Bulgarien, Kroatien og
Iran. Det skriver Information.
Danmark udbyggede i 2006 kun sin vindkraftkapacitet med 7,8 MW mens tallene
i andre lande er noget højere. USA topper listen med 2.454 MW ny vindkraft
mens Tyskland etablerede 2.233 MW som det mest aktive land i Europa. Andre
markante landes tal er som følger: Indien 1.840, Spanien 1.587 MW, Kina
1.347 og Frankrig 810 MW.
På listen over lande med et registreret vindkraftprogram er Danmark nummer
35 ud af 44, når det gælder udbygning i år 2006.
En del af forklaringen på, at Danmark kan se sig overhalet af en lang række
lande er dog, at vi på et tidligere tidspunkt foretog en markant udbygning
af vores vindkraftkapacitet. Danmark er således stadig landet med den femte
største vindkraftkapacitet.
Alligevel er det bekymrende, at den danske udvikling er gået i stå på et
tidspunkt, hvor resten af verden rykker som aldrig før. Det mener Energi
Industriens direktør, Anders Stouge.
- Det handler om eksemplets magt. Man må kunne opstille noget herhjemme,
som virker og er robust, for at kunne demonstrere for udlandet, hvad dansk
industri formår. Det har en negativ effekt, at man ikke kan vise det til
sine mulige kunder i udlandet, fordi det er gået i stå på hjemmebanen,
siger Anders Stouge til Information.
Ander Stouge peger på to årsager til den manglende udvikling på det danske
marked. Der er gået hårdknude i den lokale vilje til at opstille møller,
hvilket betyder at udskiftningen af små gamle og ineffektive møller til
nye, større og mere effektive møller er gået i stå. Derudover henviser
Anders Stouge til det komplicerede afregningssystemet for vindmøllestrøm,
som han ikke mener virker efter hensigten.