Vindmøllerne er blevet det store symbol på grøn energi i valgkampen. Men
biomasse som halm, brænde, træflis og affald overhaler tilsammen
vindenergi, som kun udgør tre procent af Danmarks energiforbrug, skriver
Berlingske Tidende i dag.
I alt kommer 15 procent af danskernes samlede energiforbrug fra vedvarende
energi, men langt den største del af dette grønne energiforbrug stammer
altså fra træ og halm.
Den største enkeltpost på danskernes grønne energiregnskab er således ikke
de markante og omdiskuterede vindmøller, som præger landskab og kyster. Det
er til gengæld afbrænding af bionedbrydeligt affald. Det vil sige
husholdningsaffald, småt og stort brændbart fra genbrugsstationerne,
bygningsaffald osv.
Vindmøllerne ligger ifølge den seneste statistik fra Energistyrelsen kun på
andenpladsen og er skarpt forfulgt af brænde, halm og træpiller. Øvrige
mindre poster på VE-regnskabet er varmepumper, skovflis, træaffald og
biogas.
Årsagen til at vindkraften spiller så stor en rolle i diskussionen om
vedvarende energi er, at vindenergien udføre en meget væsentlig del af
elforbruget, nemlig 25 pct., skriver Berlingske Tidende.