Fra år 2010 skal al benzin og diesel der tankes i Danmark indeholde 5,75
procent biobrændstof. Det kommer ifølge Børsen til at blive en del af den
danske CO2-allokeringsplan, der præciserer, hvordan Danmark vil leve op til
sine forpligtelser om at skære i CO2-udslippet.
Ifølge den plan, som den danske regering har sendt frem til EU-Kommissionen
manglede der at blive reduceret med 1,3 millioner tons CO2 fra de
ikke-kvoteomfattede sektorer som for eksempel transportsektoren. Med kravet
om at blande 5,75 procent biobrændstof i benzin og diesel bliver en pæn del
af dette krav, nemlig omkring 0,89 millioner tons, indfriet.
Oprindelig var det tanken, at kravet omkring de 1,3 millioner tons skulle
indfries som et led i den kommende danske energipolitik. Men da
forhandlingerne om den er udskudt til august måned anses kravet om at
iblande biobrændstof af flere medier som en hastig udvej omkring
CO2-kravene.
Loven om CO2-allokeringsplanen er tidligere vedtaget i Folketinget med
stemmer fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Både Socialdemokraterne
og Det Radikale Venstre giver i dagens Børsen udtryk for tilfredshed med
regeringens krav om 5,75 procent biobrændstof, men den radikale
energiordfører, Martin Lidegaard, understreger, at hans parti ikke lægger
navn til den samlede allokeringsplan.