FN's generalsekretær, sydkoreanske Ban Ki-Moon, kom i går med en
følelsesladet appel til deltagerne i FN's klimakonference om
vigtigheden af at få en ny klimaaftale i hus. Det beretter Berlingske
Tidende.
- Situationen er så desperat alvorlig, at enhver forsinkelse kan skubbe os
ud over kanten, hvor de miljømæssige, menneskelige og økonomiske
omkostninger vil vokse dramatisk, sagde han.
FN's klimakonference går i dag ind i sin afgørende fase, hvor alverdens
ministre deltager i drøftelserne og Ban Ki-Moon kridtede banen skarpt op.
- Vi står ved en korsvej. Den ene vej fører til en gennemgribende
klimaforandringstale, den anden til glemsel lød det fra FN's topchef.
Også EU-s miljøkommissær, Stavros Dimas, var skarp i mælet. Han opfordrede
særligt USA, Kina og Indien til at tilslutte sig "Europas globale
lederskab" når det gælder viljen til at påtage sig bindende klimamål.
- Det er vor generations politiske ansvar, at verden nu skrider til
handling mod klimaforandringerne, sagde han.
Den nyudnævnte danske klima- og energiminister, Connie Hedegaard, er
ankommet til Bali for at deltage i den afsluttende del af klimakonferencen.