16 asiatiske lande indgik i går en energipagt, der skal fremme vedvarende
energi og reducere udledningen af CO2. Aftalen indeholder dog ingen
konkrete løfter og betegnes af flere forskere og iagttagere kun som et
begrænset fremskridt. Det skriver Politiken i dag.
Den sydasiatiske pendant til EU, Asean, underskrev sammen med bl.a. Kina,
Indien, Japan, Australien og New Zealand i går en pagt om at sikre den
fremtidige energiforsyning via vedvarende energi og samtidig reducere
udledningen af drivhusgasser som CO2.
Kina og Indiens olietunge industrier står tilsammen for omkring 12 procent
af verdens energiforbrug.
Ifølge beregninger fra den asiatiske energiorganisation Aperc vil regionen
i 2030 samlet set have mere end fordoblet såvel sit energiforbrug som sin
CO2-udledning.
Ikke alle er dog begejstrede for den indgåede energipagt. Greenpeace mener,
at aftalen er alt for vattet, fordi den ikke indeholder et eneste konkret
løfte eller mål, ligesom det indtil nu kun er Japan, der har givet løfte om
finansiering.
Miljøminister Connie Hedegaard (K) så gerne konkrete målsætninger i
aftalen, men siger til Politiken, at den bidrager til den generelle
udvikling, hvor stadig flere lande tager klimaproblematikken alvorligt.
- Det er positivt. Også kinesernes nye klimaudspil peger i den rigtige
retning. Jeg tror og håber, at initiativerne vil gøre indtryk på USA og
bidrager til at kunne få en ambitiøs og bred klimaaftale plads efter 2012.