Kun et par dage efter EU-Kommissionens godkendelse af den store danske
energifusion bliver DONG nu mødt af et stort retskrav fra en række
tidligere Elsam-aktionærer. Det skriver Børsen.
De 12 selskaber er kommunale og forbrugerejede selskaber, der for cirka et
år siden solgte deres Elsam-aktier til Vattenfall i stedet for at støtte
den store fusion, der på det tidspunkt var i støbeskeen.
Kort fortalt ønsker aktionærerne at få godtgjort den sum penge, som de
mener at kunne have fået ved at udnytte forkøbsretten til DONGs
aktieposter. DONG købte en del aktier til kurser omkring 800-900 kroner
mens Vattenfall senere tilbød cirka 1250 kroner, da de overtog aktier. Hvis
aktionærerne får ret i deres påstand vil slutfacit blive en efterregning på
700-800 millioner kroner i deres favør.
DONG har endnu ikke modtaget en konkret stævning, men ser ifølge pressechef
Louise Münter med sindsro på sagen.
- Vi har foreløbigt ikke modtaget noget egentligt krav fra de 12 selskaber,
men vi ser med fortrøstning frem til at modtage det. Sagen er grundigt
juridisk belyst, og vi afventer med sindsro dens afgørelse, siger hun til
Børsen.
De 12 selskaber er: Elro, HEF, HHE, Ikast Værkerne, LEF, Nordjysk
Forsyning, NRGi, SEF, Struer Forsyning, Viby Net, VOS Net og Aalborg
Kommune.