Dansk Fjernvarme

Sverige lancerer ambitiøs plan om at være uafhængig af olie inden 15 år

10. februar 2006 | 2006

Sverige lancerer ambitiøs plan om at være uafhængig af olie inden 15 år

Sverige har annonceret en af sine mest ambitiøse mål til dato - landet skal ganske enkelt være uafhængigt af olie inden for 15 år. Det skriver Jyllands-Posten i dag.

 

- Der skal altid være et alternativ til olie, hvilket betyder, at ingen huse skal have for brug for olie til opvarmning, og ingen bilister skal være nødt til kun at køre på benzin, fastslår Sveriges minister for bæredygtig udvikling, Mona Sahlin.

 

Ifølge statsminister Göran Persson skal målet nås ved at øge forskningen i alternativ energi, ved at give folk økonomiske fordele, hvis de skifter til miljøvenlige alternativer og ved at sætte den årlige produktion af elektricitet baseret på vedvarende energi i vejret med 15 terawatt-timer senest i 2016. Nogle skattefordele er allerede indført og statsministeren har nedsat et specialudvalg, der udelukkende skal beskæftige sig med at skabe et olieuafhængigt samfund.

 

I 2003 stammede mere end 26 procent af energiforbruget i Sverige fra vedvarende energi, hvilket er mere end fire gange gennemsnittet i EU. Kun 32 procent af energien kom fra olie, hvilket er et fald på 77 procent i forhold til 1970.

 

I dag opvarmes kun otte procent af alle svenske huse med olie og fra 1. januar næste år får disse huse skatterabat, hvis de skifter til vedvarende energikilder. Det vil blive en langt større udfordring at klare transportsektoren. Selvom Sverige allerede nu bruger mere bioethanol per indbygger end noget andet EU-land er det stadig kun én procent af de svenske køretøjer, der bruger alternative brændstoffer.