Efter otte måneders betænkningstid bliver den store danske energifusion i
dag navngivet Dong Energy. Det skriver Børsen.
Dermed bliver det fusionens drivkraft og dominerende part, der kommer til
at beholde sit navn. Andre velkendte navne som Elsam, Energi E2 og Nesa
bliver derimod historie, så snart fusionen er gennemført.
Energifusionens formand, Fritz H. Schur, forklarer i Børsen, at både de
nuværende navne og en række nye forslag er blevet testet. Analyserne har
ifølge formanden vist, at Dong har den største genkendelighed. Navnet Dong
Energy kunne desuden registreres internationalt i mange lande uden
problemer og er desuden både billigere og nemmere at markedsføre end et
helt nyt navn ville have været.