DONG kan året før koncernens planlagte børsnotering offentliggøre sit
hidtil største overskud, som er på godt 4 mia. kr. før skat. Det bliver
samtidig det sidste årsresultat fra DONG i sin gamle form.
Fra næste år forventes omsætningen at blive næsten fordoblet i forbindelse
med den planlagte sammenlægning af DONG, Elsam, Energi E2 og Danmarks to
største elselskaber samt aktiviteterne fra Frederiksberg Forsyning til
Danmarks største energiselskab, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Vi regner med at få en EU-godkendelse af fusionen på plads i løbet af
indeværende måned. Det har været en lang og hård proces, hvor vi har måttet
svare på over 1.000 spørgsmål og sendt 380 tykke ringbind til EU. Til
gengæld er det positivt, at vi har undgået en politisering omkring
processen, siger Anders Eldrup, som bliver topchef for det fusionerede
selskab til avisen.