Dansk Fjernvarme

Statsministeren kaldt i samråd om atomkraft

27. marts 2006 | 2006

Statsministeren kaldt i samråd om atomkraft

Energipolitik står højt på dagsordenen ved det EU-topmøde i Østrig, der sluttede fredag. En del af debatten har drejet sig om atomkraft og i forbindelse med den debat sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at ”Danmark meget gerne vil have en debat om atomkraft i EU-kredsen”.

 

Den sætning har fået SF's energipolitiske ordfører, Anne Grethe Holmsgaard, op af stolen.

 

- Det er et nyt signal statsministeren udsender. Vi vil have fuldstændig klarhed over regeringens politik til atomkraft i EU. Det er klart, at Danmark vanskeligt kan tvinge andre lande til at fravælge atomkraft, men Danmark må på ingen måde bidrage til en fælles EU-holdning, som er positiv over for atomkraft i den europæiske elforsyning, sagde hun til Berlingske Tidendes lørdagsudgave.

 

SF´eren har derfor nu kaldt statsministeren i samråd om sagen. Til gengæld er EU-Kommissionens formand, José Manuel Baroso godt tilfreds med de nye signaler.

 

- Jeg var positivt overrasket over, hvor mange medlemslande der var forholdsvis åbne over for at drøfte atomkraftens øgede rolle i energiforsyningen. Det gælder blandt andet flere af de nordiske lande og de baltiske lande, sagde han ved topmødets afsluttede pressemøde.

 

Han understregede dog, at det er op til de enkelte lande at vælge, hvilke energikilder de vil satse på.