Dansk Fjernvarme

Staten fik mindre skat fra Nordsøen end ventet

30. maj 2006 | 2006

Staten fik mindre skat fra Nordsøen end ventet

Statens skatteindtægter på nordsøolie vokser ikke nær så hurtigt som oliepriserne, men hverken regeringen eller Mærks-koncernen har lyst til at forklare hvorfor staten de sidste to år har tjent cirka fem milliarder kroner mindre på olien end ventet. Det skriver Berlingske Tidende.

 

Det manglende provenu fremgår af et fortroligt notat fra transport- og energiminister Flemming Hansen (K) til Folketingets Energipolitiske Udvalg, der er blevet lækket og i går blev offentliggjort på dagbladet Informations hjemmeside.

 

Notatet viser, at staten i 2004 og 2005 burde have haft en ekstraindtægt på 21,9 milliarder som følge af stigende olie- og gaspriser, men kun 16,8 ekstra milliarder løb ind på statens konto.

 

Mærsk afviste i går at have betalt for lidt og Flemming Hansen vil ikke kommentere det fortroligtstemplede dokument i pressen. Han erklærende i går, at han var vred over at dokumentet var lækket og han vil forsøge at få undersøgt, hvem der står bag.

 

Vred opposition
I dag skal Flemming Hansen imidlertid i samråd med det energipolitiske udvalg om sagen og flere af oppositionens politikere har på forhånd fundet det verbale skyts frem.

 

- Mærsk og de andre partnere i DUC (Dansk Undergrunds Consortium, red.) snyder staten så det driver for indtægter fra Nordsøolien, konstaterer SF’s skatteordfører, Morten Homann mens Enhedslistens Per Clausen forlanger en undersøgelse.

 

- Èn ting er, at den danske stat har indgået en aftale som med sikkerhed forærer milliardbeløb til DUC som følge af stigende oliepriser. Helt grotesk er det, at DUC tilsyneladende er i stand til at undgå at betale den aftale andel af den ekstra indtægt i skat, siger han.

 

Socialdemokraternes Kim Mortensen er mere forbeholden i sine udtalelser til Berlingske Tidende.

 

- På baggrund af notatet er det svært at afgøre om Mærsk betaler den skat, de skal. Men det regner vi med, at Flemming Hansen vil være i stand til at give en grundig forklaring på, siger han.

 

Indtægterne fra udvinding af olie og gas fra Nordsøen beskattes efter en særlig lov, Kulbrinteskatteloven, der senest blev revideret i 2003.