Regeringen planlægger at udnytte CO2-kvotesystemet til at tjene op imod 800
millioner kroner ved at bortauktionere kvoter. Men Skatteminister Kristian
Jensen (V) vil blandt andet benytte pengene til at sænke elpriserne. Det
skriver Børsen i dag.
Store dele af kvoterne bliver fordelt til de forskellige sektorer uden
betaling, men skatteministeren forventer, at omkring 10 procent af dem kan
bortauktioneres, hvilket vil fylde kroner i statskassen.
- Hvis vi bortauktionere nogle af kvoterne, kan vi indføre et system, hvor
de der udleder mest CO2 også betaler for det. Provenuet kan vi så bruge til
at lempe de såkaldte CO2-afgifter, som blandt andet betyder, at elprisen
kan komme ned, siger Kristian Jensen til avisen.
I samme artikel i Børsen fastholder Økonomi- og Erhvervsminister Bendt
Bendtsen (K), at en ordning omkring CO2 skal være så skånsom for
erhvervslivet som muligt af hensyn til konkurrenceevnen. Miljøminister
Connie Hedegaard (K) er knap så imødekommende over for erhvervslivet.
- Man skal gå efter noget, der både gør, at dansk erhvervsliv kan håndtere
den særligt store forpligtigelse, Danmark har, og at der samtidig er en
fornuftig miljøgevinst. Det er der, vi knokler på for at finde et
balancepunkt, siger hun.
CO2-kvoter er på dagsordenen, når regeringens økonomiske udvalg mødes på
fredag. Og skatteministerens model, med først at indkræve penge via
auktioner og siden føre dem tilbage i form af en lempeligere CO2-afgift,
får ikke umiddelbart opbakning hos erhvervslivet.
- Vi synes det er meget fornuftigt at sænke CO2-afgiften. Men vi har
skattestop i det her land, og det virker uforståeligt for os, at man vil
straffe en lille gruppe virksomheder som er energitunge, for at lave en
fornuftig sænkning. Det have nogle grove, skævvridende elementer. Det lyder
som en pakke, vi må afvise, siger energipolitisk chef i DI, Lars Aagaard.