Transport- og energiminister Flemming Hansen (V) tøver på et forkert
grundlag, når han vil vente to til fire år, før han vil bakke op om
produktion af biobrændsel baseret på restprodukter.
Det mener Udviklingsråd Sønderjylland, der i sidste uge præsenterede
Folketingets Energipolitiske Udvalg for færdige planer om en fabrik til 725
millioner kroner, der kan omdanne korn til brændstof.
- Det er forkert, når ministeren siger, at han er imod at bruge fødevarer
til biobrændsel. Vi taler ikke om at bruge fødevarer, men hvede, som
anvendes til dyrefoder. Forskningsresultater viser, at foderhvede, som
bruges til ethanolproduktion, opnår tre gange højere foderværdi per
vægtenhed for dyrene, fastslår projektleder Peter B. Nissen fra
Udviklingsråd Sønderjylland i Erhvervsbladet.
Udviklingsrådet mener derfor, at fabrikken både kan producere ethanol til
at blande i benzinen og samtidig spare samfundet for import af protein til
dyrefoder. Rådet mener, at ministerens tøven medvirker til, at Danmark
risikerer at komme bagud på området.