Eksporten af dansk energiteknologi vokser mere end den danske eksport
generelt, men alligevel er støtten til forskning og udvikling skåret ned
til cirka halvdelen af niveauet i 1990. Det skriver Jyllands-Posten på
forsiden af dagens avis.
Avisen bringer tal fra Dansk Industri, der viser at der blev eksporteret
vindmøller og anden energiteknologi, herunder kraftvarme- og
fjernvarmeteknologi, for 39 milliarder kroner sidste år. Til gengæld ligger
støtten til forskning, udvikling og demonstrationsprojekter set i forhold
til bruttonationalproduktet kun lige over halvdelen af niveauet i 1990.
- Her er et område, hvor vi er med i front og hvor eksporten vokser
kraftigt. Derfor er det bekymrende, at vi netop her på forskningsområdet
halter bagefter siger Anders Stouge, direktør i Energi Industrien, som er
en brancheorganisation under Dansk Industri.
Anders Stouge understreger, at det især er støtte til ofte kapitaltunge
demonstrationsprojekter, der mangler. Og det er her, nye energiteknologier
kan bevise, at de lever op til forhåbningerne.
Transport og energiminister Flemming Hansen (V) erklærer sig enig med
Energi Industrien i, at der er behov for en stor indsats inden for
demonstrationsprojekter. Og han er klar til at se på nye muligheder, hvis
der kan findes en passende model for privat medfinansiering. Han afviser
derimod, at Danmark skulle halte langt bagefter eksempelvis de andre
nordiske lande, hvilket regeringen ellers er blevet kritiseret for.
- Der er forskellige bevillingsstrukturer i de enkelte lande. Vi bruger i
dag 350 millioner kroner til strategisk energiforskning. Hertil skal lægges
midler fra den såkaldte Højteknologifond. Og så er vi altså næsten på højde
med svenskerne, siger ministeren til Jyllands-Posten.
Både Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre er for nylig kommet på
banen med energipolitiske udspil, hvor partierne vil satse kraftigt på
forskning.