Danmark går glip af tusindvis af arbejdspladser og store eksportindtægter,
fordi VK-regeringen reelt ikke har en aktiv politik i forhold til
vedvarende energi.
Det fastslår Henrik Lund, nyudnævnt professor i energiplanlægning ved
Aalborg Universitet overfor Nordjyske Stiftstidende.
- Regeringen har klart givet udtryk for, at markedskræfterne skal
styre udviklingen, men det betyder, at der sker alt for lidt, siger Henrik
Lund, der påpeger, at regeringen ikke nødvendigvis behøver at begrunde en
mere konstruktiv politik på området med hensyn til miljøet.
- Tidligere tiders målsætninger om udbygning af vedvarende energi blev
i lige så høj grad taget af hensyn til forsyningssikkerhed,
betalingsbalance og beskæftigelse, og ser man eksempelvis på
vindmølleindustriens mange tusinde arbejdspladser og salg for mange
milliarder til udlandet, må man sige, at det lykkedes, siger professoren,
der fastslår, at der på en række andre områder kunne opnås tilsvarende
resultater, skriver Ritzau i dag.