Spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal satse mere på udvikling af
biobrændstoffer, er blevet en hastesag hos regeringen.
- Regeringen vil træffe en beslutning inden for tre-fire måneder om
Danmarks satsning på biobrændstoffer, siger energipolitisk ordfører Lars
Christian Lilleholt (V) og bekræfter, at beslutningen er fremskyndet seks
måneder. Det skriver Erhvervsbladet.
Transport- og energiminister Flemming Hansen (K), der er sat i spidsen for
det tværministerielle udredningsarbejde bekræfter, at udredningen om
biobrændstoffer er fremrykket på grund af, at området er opprioriteret.
Ministeren afviser kategorisk, at kickstarte markedet for bioethanol gennem
afgiftslettelser på mellem 500 og 800 mio. kr. og afviser ligeledes at
bruge fødevarer til produktion af bioethanol. Han er altså imod
førstegenerations biobrændstoffer. Lars Christian Lilleholt mener derimod,
at det godt kan blive nødvendigt at satse på at lave fødevarer om til
ethanol, såkaldt førstegenerations biobrændstoffer, bare for at få
erfaringer med at producere det. På den måde kan Danmark blive eksportør af
teknologien på samme måde, som Danmark i dag er med vindmøller. Men han
understreger også, at det bedste er at lave ethanol af restprodukter, døde
dyr, halm, majstængler, såkaldt andengenerations biobrændstoffer, skriver
Erhvervsbladet.