Regeringen har ingen aktuelle planer om at skabe et marked for bioethanol
og biodiesel i Danmark. Først når der om to-fire år er udviklet en anden
generation, hvor biobrændstofferne udelukkende fremstilles af rest- og
affaldsprodukter, vil regeringen gøre noget for at stimulere markedet. Det
oplyste transport- og energiminister Flemming Hansen (K) torsdag på et
åbent samråd i Folketinget.
Inden sommerferien vil ministeren komme med et bud på, hvor mange penge der
skal bruges for at udvikle anden generation af biobrændstoffer. Pengene
skal gå til forskning og demonstrationsprojekter, der skal sikre, at
Danmark kommer med i kapløbet om at udvikle nye teknologi.
Danmark har en sag kørende i EU, fordi regeringen ikke har opfyldt fælles
EU-regler om at iblande to procent biobrændstoffer i benzin og dieselolie
til biler. Flemming Hansen har foreløbig meddelt EU, at Danmark vil sætte
gang i nogle forsøg, der svarer til 0,1 procent. Det svar har fået EU til
at tage første skridt til en retssag, skriver Ritzau.
SF's energiordfører, Anne Grete Holmsgaard, have indkaldt til samrådet
for at lægge pres på regeringen for allerede nu at bruge flere
biobrændstoffer i transportsektoren. Ifølge Anne Grete Holmsgaard
koster det kun 4-5 kroner mere for en tankfuld benzin, hvis der er
iblandet biobrændstoffer.