Energitilsynet påbød i går Brøndby Fjernvarme at sænke priserne med ca. 10
millioner kroner. Det betyder, at den planlagte prisstigning på 20 procent
halveres.
Efter reglerne skal beløb, som fjernvarmeværkerne opkræver for meget i et
varmeår, modregnes i priserne for det efterfølgende år. Brøndby Fjernvarme
har ikke levet op til denne forpligtelse, og har derved opsamlet en kapital
på cirka 28 millioner kroner.
For at hindre store udsving i Brøndby Fjernvarmes priser, har
Energitilsynet vurderet, at tilbageførselen bør ske over en periode på tre
år. Ifølge en pressemeddelelse fra Energitilsynet har det ikke været muligt
for tilsynet at nå frem til en forhandlingsløsning med Brøndby Fjernvarme.
Derfor har Energitilsynet påbudt fjernvarmeværket at ændre priserne.