Dansk Fjernvarme

Ny naturgasledning kan blive fordel for Danmark

23. februar 2006 | 2006

Ny naturgasledning kan blive fordel for Danmark

Danmark kan drage fordel af at hægte sig på den kommende naturgasledning, der skal føre russisk naturgas til Tyskland og resten af Europa via Østersøen.

 

Det påpeger Svend Auken, der som medlem af Folketingets Præsidium netop har været på besøg i Moskva. Han oplyser til Jyllands-Posten, at der fra russisk side blev set positivt på Danmarks muligheder for at nyde gavn af den kommende naturgasledning.

 

- Det vil være en stor fordel, for på et tidspunkt slipper Nordsø-gassen op eller bliver i hvert fald reduceret. Dertil kommer, at det heller ikke er så dårligt, at vi kan få gas fra både vest og øst - man kunne forestille sig en større konkurrencesituation, vurderer Svend Auken over for avisen.

 

Naturgasledningen er et storstilet projekt, der har fået navnet North European Gas Pipeline (NEGP). Det er et russisk-tysk joint venture projekt, der har fået den tidligere tyske forbundskansler, Gerhard Schröder i spidsen.

 

Det statskontrollerede russiske gasselskab, Gazprom, vil dog stå for en ejerandel på 51 procent af ledningen, der efter planen skal levere russisk gas til Tyskland og derfra videre til store dele af Europa. Efter planen skal ledningen årligt levere 55 milliarder kubikmeter gas fra sibiriske felter og det er beregnet at ledningen i 2010 skal levere en tredjedel af Tysklands naturgasforbrug.