Dansk Fjernvarme

Ny forskning: Solvarme og lavenergihuse passer godt sammen

29. september 2006 | 2006

Ny forskning: Solvarme og lavenergihuse passer godt sammen

Nye beregninger fra rådgiverfirmaet Planenergi viser ifølge Ingeniøren, at solvarme og lavenergihuse er en overraskende god kombination.

 

Ifølge avisen har det ellers hidtil været antaget, at det var et dårligt miks fordi der i lavenergihuse kun er energiforbrug om vinteren, hvor solfangerne leverer mindst. Men den konklusioner piller den nye forskning ved.

 

- Når lavenergi og solvarme passer godt sammen er det fordi varmeforbruget fordeles mere jævnt over året, primært fordi det varme brugsvand udgør en større del af totalforbruget. Dermed forlænges dækningsperioden i efterår og sommer, hvor solvarmen kan levere, forklarer civilingeniør Jan Erik Jensen, fra Planenergi.

 

Han tilføjer, at det ikke er nogen kunst at få solvarmen til at dække forbruget af brugsvand, men at de nye tal netop viser, at solvarme også kan dække en pæn del af energiforbruget i et lavenergihus.

 

Læs mere her.