Der er ikke umiddelbart udsigt til, at danske biler skal køre på
biobrændstoffer lige med det første.
Transport- og energiminister Flemming Hansen offentliggør i dag
Energipolitisk Redegørelse 2006, der ikke giver meget luft til visionerne
om en storstilet dansk produktion af biobrændstof til transportsektoren.
Det skriver Jyllands-Posten i dag.
Internt i regeringen forsøger Venstres energiordfører, Lars Chr. Lilleholt,
og partiets skatteordfører, Kim Andersen, dog at arbejde for, at landbruget
skal have støtte til at opdyrke store arealer med afgrøder, der kan
forvandles til alkohol eller biodielsel, som kan erstatte benzin og
dieselolie.
Det vil Socialdemokraternes energiordfører, Torben Hansen gøre alt for at
undgå.
- Jeg kan ikke se perspektivet i at tage nye områder ind i drift med
tilhørende støtte til ugunst for blandt andet vandmiljøet. I stedet bør vi
satse på at udnytte en større del af det affald, vi producerer. Det kan
være halm fra landbruget eller organisk affald fra byerne, siger Torben
Hansen til Jyllands-Posten.
Transport- og energiministeren mener i første omgang man skal satse på
udvikling af nye teknologier, der bedre kan udnytte allerede eksisterende
biomasse som halm og gylle. Og det behøver ikke være som brændstof til
transportsektoren.
I redegørelsen fastslås det således, at biomassen i dag udnyttes mere
omkostningseffektivt til produktion af el og varme, hvilket tjener de samme
grundlæggende formål som biobrændstoffer til transport, nemlig at forbedre
forsyningssikkerheden og reducere CO2-udslippet.