Selvom Danmark havde underlagt sig langt skrappere mål end andre lande er
vi nu tæt på at have nået målet. Det skriver Børsen.
Det er en rapport fra EU-Kommissionen, som offentliggøres i dag, samt nye
fremskrivninger fra Miljøministeriet, der danner baggrund for avisens
optimistiske konklusion.
Danmark skulle ifølge Kyoto-aftalen fra 1997 reducere CO2-udledningen med
21 procent i forhold til 1990-niveauet, hvilket er langt mere end EU's
gennemsnit på 8 procent. Ifølge fremskrivninger fra Miljøministeriet
mangler Danmark nu kun at reducere med 2-7 millioner tons om året for at nå
målet, i 2003 manglede vi 20-25 millioner tons.
Ifølge Dansk Industri er mere end halvdelen af forbedringen hentet ved at
virksomheder har reduceret deres udslip men også regeringens initiativer
som køb af kvoter i udlandet har hjulpet på vores CO2-regnskab.
Netop virksomhedernes indsats med at reducere CO2-udslippet er gået meget
fint, viser en ny rapport fra EU-Kommissionen. Børsen beretter, at de
danske virksomheder rent faktisk har overopfyldt deres mål og nu udleder 15
procent mindre end de har lov til.
De 377 danske virksomheder der er omfattet af kvotesystemet måtte i 2005
udlede 31 millioner tons CO2 men udledte kun lidt over 26 millioner tons.