Dansk Fjernvarme

Kommuner vil slås for drikkevandet

27. marts 2006 | 2006

Kommuner vil slås for drikkevandet

Kommunernes Landsforening (KL) er klar til at trække regeringen i retten, hvis den gør alvor af sine tanker om at privatisere den danske vandsektor. Det skriver Politiken på forsiden af dagens avis.

 

- Med hensyn til de kommunale vandværker, der står for omkring to tredjedele af den samlede vandforsyning, så ejes de og deres ledningsnet af kommunerne. Vil man ind og regulere her, piller man ved ejendomsretten og det vil vi ikke bare acceptere. Bliver det nødvendigt, er vi klar til at føre retssager mod staten, fastslår KL´s formand, Erik Fabrin (V).

 

Også Foreningen af Vandværker i Danmark (fdv) opfatter en privatisering som ekspropriation og ”vi vil gøre hvad de kan for at forhindre det”, som direktør Bent Soelberg siger.

 

Regeringer ønsker at effektivisere den danske vandsektor efter en embedsmandsrapport mener at kunne påvise et besparelsespotentiale på op imod en milliard kroner. Et af midlerne, der fra rapporten og regeringens side bliver bragt i spil til effektivisering, er at omdanne vandværkerne til kommercielle selskaber – blandt andet fordi man ikke mener, at hvile-i-sig-selv princippet ikke tilskynder til effektivisering.

 

- Men så vidt jeg kan se, så har en omdannelse af vandværkerne til aktieselskaber ingen mening, medmindre finansminister Thor Pedersen (V) er i gang med at rigge selskaberne til, så de senere kan sælges med fortjeneste for statskassen, siger Erik Fabrin.

 

Kritisk vandværksformand
Politiken beskæftiger sig over en hel side i avisen med den danske vandsektor, hvis hvile-i-sig-selv princip er kommet under pres i den aktuelle diskussion om en effektivisering af sektoren. Fra politisk hånd har både oppositionen og Dansk Folkeparti udtrykt modstand mod privatisering.

 

Politiken har også besøgt det lille private vestsjællandske vandværk i Jyllinge, hvor formanden, Erik Tvede, også er aktiv venstremand. Og han er vred og skuffet over planerne om privatisering.

 

Jeg er dybt skuffet over mit eget parti er med til at af-demokratisere vandforsyningen på den måde. Vores forbrugere godkender jo vores budgetter til generalforsamlingen, og vi sender jævnligt information ud til husstandene om priser og vandkvalitetsmålinger, siger han.

 

- Kernen er, at man skal være sikker på, at de, der styrer vores drikkevand, ikke kun tænker på i dag, men også tænker ud i fremtiden, så kvaliteten i vores fine vand blive bevaret. Og det gør man ikke, hvis man kan tjene penge på det her og nu, fordi man fjerner hvile-i-sig-selv princippet, mener Erik Tvede.

 

På Christiansborg fortsætter forhandlingerne om vandsektorens fremtid den 5. april.