Danske forskere er langt med udviklingen af en simpel teknologi til
afkøling af bygninger. Det skriver Berlingske Tidende.
Teknologien, der i forskellig afskygning vil blive brugt i Det Kongelige
Teaters nye skuespilhus og i DR’s nye bygninger på Amager, kaldes for
termoaktive konstruktioner. Systemet kan ifølge avisen både nedkøle og
opvarme fremtidens bygninger med lavt energiforbrug. Princippet i systemet
er, at bygningskonstruktionen fodres med et net af slanger, der bærer
henholdsvis koldt eller varmt vand rundt i bygningen.
Civilingeniør og ph.d., Peter Weitzmann, DTU, er blandt de danske forskere,
der har arbejdet med teknologien. Han har afsluttet en 300 sider lang
ph.d.-afhandling om teknologien og dens energieffektivitet.
- Afkølingen foregår ved at pumpe køligt vand ind i slanger i den beton,
der adskiller etagerne i et byggeri. Vandet kan være køligt havvand eller
grundvand. Men hvor det ikke kan lade sig gøre, kan den som hovedregel
kølige danske natteluft bruges til at køle vandet i slangerne. Om natten
sendes det kølige vand ud i betonelementerne, hvor det oplagres, så det kan
afkøle lokalerne om dagen, forklarer han til Berlingske Tidende.
Systemet kan også bruges til opvarmning i de koldere tider, hvor det i
princippet fungerer som en slags gulvvarme, og her kan energikilden for
eksempel være overskudsvarme eller fjernvarme.
Peter Weitzmann forklarer om baggrunden for teknologien, at traditionelle
aircondition-løsninger bruger så meget energi, at det i praksis vil være
umuligt at bruge i bygninger, der skal leve op til EU’s nye energikrav.
Godt argument for fjernkøling
I Berlingske Tidende nævnes fjernvarmeværker ikke som en mulig leverandør
af det kolde vand til nedkølingen i bygningernes slangesystem. Men det
anser akademiingeniør Mogens Nielsen, der hos Dansk Fjernvarme beskæftiger
sig med fjernkøling, absolut som en mulighed. Han ser positivt på den nye
teknologi.
- Hvis vi får bygninger, der bliver konstrueret på denne måde, som det
beskrives her, ser jeg det som et glimrende argument for fjernkøling.
Bygningerne skal jo bruge det kolde vand til slangerne og det vil
fjernvarmeværker også kunne levere. På den måde passer teknologien fint ind
i tanken om fjernkøling, det er blot en ny måde at skabe selve kølingen i
bygningen på, vurderer Mogens Nielsen.