De høje oliepriser får milliarderne til at strømme ind i statskassen i et
hidtil uset tempo. Det skriver Jyllands-Posten.
Skatteindtægterne fra olieaktiviteterne i Nordsøen er langt højere end
forventet og alene i år vil det ifølge avisen give staten en ekstra indtægt
på 12 milliarder kroner. Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at
staten frem til 2015 vil tjene cirka 50 milliarder kroner mere end det var
forudset, da aftalen om olieudvinding fra Nordsøen blev indgået i 2003. I
1990´erne tjente staten omkring 2,5 milliarder om året i skatter fra
Nordsøen, i år er tallet 29 milliarder kroner.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd foreslår, at de mange ekstra penge bruges
til forskning via en særlig oliefond.
- Der er tale om en historisk mulighed. Alle er enige om, at der er et
stort behov for en særlig indsats for uddannelse, forskning og udvikling
for at sikre vores fremtid bedre. Med de uventede milliardindtægter fra
aktiviteterne i Nordsøen har regeringen ingen økonomiske undskyldninger,
mener økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Martin Windelin.