Dansk Fjernvarme

Enhedslisten vil bruge oliemilliarder til VE og energibesparelser

5. september 2006 | 2006

Enhedslisten vil bruge oliemilliarder til VE og energibesparelser

Enhedslisten vil i de kommende finanslovsforhandlinger arbejde for at få 8,2 mia. kr. øremærket til energibesparelser og omlægning til vedvarende energi. Pengene skal komme fra de ekstraordinært store olieindtægter fra Nordsøen, skriver dagbladet Information i dag.

 

- Det er nødvendigt med øjeblikkelig handling, hvis vi skal undgå katastrofale menneskeskabte klimaforandringer i de kommende år. I regeringens nye finanslovsforslag er der imidlertid ikke afsat penge til nye initiativer. Det er rystende mangel på ansvarlighed over for vores fælles fremtid, siger Enhedslistens energiordfører, Per Clausen til Information.

 

Ifølge Enhedslisten skal den fælles fremtid være baseret på vedvarende energi og her bakkes partiet op af flere andre partiers energipolitiske udspil.

Det Radikale Venstre foreslår i deres finanslovsudspil, at der bruges i alt 8,5 mia. kr. på nye energiformer og energibesparelser. Og SF har i sin energiplan sat det mål, at Danmark i 2025 skal dække halvdelen af elforbruget med vindkraft.