Danmarks femtestørste energiselskab, østjyske Nrgi, har været ganske tæt på
at overtage hvidevarekæden Skousen. Det fremgår af lørdagens udgave af
Berlingske Tidende.
Administrerende direktør i Nrgi, Geert Braae, vil ikke kommentere
opkøbsplanerne nærmere over for avisen og vil derfor heller ikke oplyse,
hvorfor opkøbet alligevel ikke blev til noget. Men han erkender, at
"vi har været i drøftelser med flere forskellige muligheder".
- Hårde hvidevarer interesserer os meget, for det udgør 60 procent af
energiforbruget. Derfor er det meget vigtigt for os at være med til,
kraftigt at præge hvidevaremarkedet, siger direktøren til avisen.
Berlingske Tidende konstaterer, at det er jagten på energibesparelser, der
nu får elselskaberne til at lede efter nye investeringsmuligheder på
hvidevaremarkedet.
Desuden bemærker avisen, at kun få kunder benytter sig af muligheden for at
skifte selskab på det frie elmarked. Derfor har elselskaberne også en
interesse i at adskille sig fra hinanden i jagten på nye kunder. Og som det
er kommet frem i forbindelse med debatten om selskabernes investeringer i
bredbåndsprojekter har energiselskaberne cirka 68 milliarder opsparede
kroner på bankbogen.
- Jeg kan godt forstå, at energiselskaberne gør sig tanker om at investere
i hvidevaremarkedet, hvor de har en naturlig kompetence. Et selskab med et
bredere forretningsgrundlag kan give bedre tilbud til kunderne, siger
direktør i Dansk Energi, Hans Duus Jørgensen, til Berlingske Tidende.
Nrgi vil i stedet fra slutningen af året tilbyde kunderne hårde hvidevarer
via selskabets egen hjemmeside.