Dansk Fjernvarme

EU sender sidste CO2-advarsel til Danmark

13. december 2006 | 2006

EU sender sidste CO2-advarsel til Danmark

Danmark har modtaget en sidste advarsel fra EU-Kommissionen fordi regeringen endnu ikke har afleveret planer for, hvor meget og hvordan Danmark vil reducere sit CO2-udslip i henhold til Kyoto-protokollen. Det skriver Børsen.

 

Hvis ikke regeringen afleverer de danske planer i EU's postkasse inden for en måned vil Danmark blive trukket for EU-domstolen. Ifølge Børsen tages truslen dog med sindsro i det danske Miljøministerium fordi ministeriet forventer at kunne overholde den nye tidsfrist.

 

Regeringen er i disse dage ved at lægge sidste hånd på planen, som angiveligt har skabt voldsom splid i regeringen om hvor meget forskellige sektorer og erhverv skal belastes af, at Danmark har et højt reduktionsmål på 21 procent.

 

Danmark skal således reducere udslippet med 21 procent i 2008, hvor Kyoto træder i kraft, i forhold til det såkaldte basisår, som er 1990. Dette er kaldt basisårsproblematikken fordi Danmark netop i 1990 havde et ualmindeligt lavt udslip af CO2 og at Danmark derfor belastes urimeligt meget fordi dette år er valgt som udgangspunkt for nye reduktioner. Denne problematik er ikke løst.

 

Østrig, Ungarn og Italien har fået samme "sidste advarsel" som Danmark mens Frankrig, Tyskland, Polen og Slovenien har fået deres "første advarsel". Spanien, Luxembourg og Estland har fået advarsler for at have indleveret utilstrækkelige planer mens resten af EU-landene har fået deres planer godkendt.