EU-Kommissionen ventes i dag at rejse op imod 50 sager mod medlemslandene
for ikke at have taget tilstrækkelige skridt for at indføre EU's indre
energimarked, der skal træde endeligt i kraft i 2007. Det skriver
Berlingske Tidende.
EU-Kommissionens initiativ kommer på et tidspunkt, hvor liberaliseringen af
energisektoren i en række tilfælde lader til at være gået i bakgear. I
Frankrig og Spanien har regeringerne aktivt bekæmpet udenlandske forsøg på
at overtage dele af landenes energisektorer med det slet skjulte formål at
beholde national kontrol over energisektoren.
Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger ventes de fleste sager at handle om
konkrete klager, hvor regeringer ikke har gennemført påkrævede
liberaliseringer eller kun har gjort det halvhjertet. I andre tilfælde er
der angiveligt tale om, at regeringer har indført ulovlige prisreguleringer
eller indgået aftaler, der favoriserer bestemte leverandører.
- Der skal gøres meget mere, hvis potentialet ved et større og mere åbent
energimarked skal kunne udnyttes af forbrugerne, sagde en talsmand for
EU-Kommissionen i forbindelse med de kommende sager.