Dansk Fjernvarme

Dansk Energi klager til EU over Sverige

23. maj 2006 | 2006

Dansk Energi klager til EU over Sverige

Det statsejede svenske transmissionsselskab, Svenska Kraftnät, bremser ulovligt eksporten af strøm til Danmark for at beskytte egne forbrugere.

 

Sådan lyder anklagen fra Dansk Energi, der har truffet det opsigtsvækkende valg at klage over Sverige til både EU's konkurrencemyndigheder og EU's transport- og energidirektorat. Det skriver Børsen.

 

- Jeg skal være den første til at beklage, at det er nødvendigt at tage dette helt usædvanlige skridt over for en samarbejdspartner, vi har haft i snart 100 år. Men begrænsning af konkurrencen og misbrug af dominerende kan vi ikke sidde overhørig, siger vicedirektør i Dansk Energi, Vilhelm Mørup-Petersen, til Børsen.

 

Ifølge avisen har det udløst store ekstraregninger til elkunderne på Sjælland, at svenskerne har begrænset deres eksport af strøm fordi manglen på strøm har presset priserne højt op. Helt galt gik det den 28.-29. november sidste år, da forbrugerne måtte slippe hele 100 millioner kroner ekstra for strømmen.

 

Vilhelm Mørup-Petersen mener ikke argumentet holder, når svenskerne tidligere har forsvaret sig med hensynet til forsyningssikkerheden.

 

- Svenskerne forfølger et nationalt ønske om lave elpriser i Sverige. Det har udmøntet sig i misbrug af dominerende stilling, når Svenska Kraftnät indfører kunstige begrænsninger på elforbindelsen mellem Sjælland og Sydsverige. Da der samtidig er tale om begrænsning af den fri samhandel mener vi også, at svenskerne overtræder EU's regler om varernes frie bevægelighed, siger Vilhelm Mørup-Petersen.

 

Ifølge avisen har transport- og energiminister Flemming Hansen været i kontakt med sin svenske kollega og de systemansvarlige selskaber i hele Norden, deriblandt danske Energinet.dk, har forsøgt at løse problemet -alt sammen uden held. Derfor har Dansk Energi nu klaget til EU.