Dansk Fjernvarme

Danmark bliver ikke ramt af russisk naturgaskrise

3. januar 2006 | 2006

Danmark bliver ikke ramt af russisk naturgaskrise

Naturgasfyrede kraftvarmeværker skal ikke bekymre sig for, om prisen på naturgas vil stige som følge af naturgaskrisen mellem Rusland og Ukraine. Energistyrelsens eksperter vurderer, at konflikten ikke kommer til at ramme naturgaskunder i Danmark.

 

Dagbladet Politiken skriver i dag, at eksperter i Energistyrelsen beroliger med, at konflikten ikke vil få konsekvenser herhjemme. I et kortfattet notat skriver Energistyrelsen, at selv om det gigantiske russiske gasselskab Gazprom søndag lukkede for en del af leverancerne til Ukraine og dermed for en del af den naturgas, som via rørledninger gennem Ukraine strømmer videre til Europa, vil det ikke komme til at påvirke hverken industrien, individuelle gaskunder eller naturgasfyrede kraftvarmevarmeværker her i landet.

 

Når Danmark formodentlig slipper for prisstigninger skyldes det, at det den naturgas, vi bruger herhjemme, især kommer fra den danske del af

Nordsøen og at DONG køber gassen af producenterne på langtidskontrakter.

 

I notatet fra Energistyrelsen står der blandt andet:
- En afbrydelse eller svækkelse af gasleverancerne fra Rusland til Vesteuropa vurderes på denne baggrund hverken på kort eller på langt sigt at få indflydelse på den danske gasforsyningssituation, idet Dansk Undergrunds Consortium er kontraktligt forpligtet til at levere til DONG på aftalte pris- og leveringsvilkår.